mandag den 19. september 2011

Litra MR / MRD

Jeg har længe gået og ledt efter en løsning, hvor jeg kunne få mine 2 sæt MR tog fra Lima, dels digitaliseret, hvilket er den forholdsvis nemme del, dels få lavet diodelys, der veksler med hvidt lys foran og rødt bagud.

Da jeg besøgte Store byttedag i Skørring forrige weekend, stødte jeg på www.niceled.dk - De havde netop det jeg søgte. Nogle fine små dioder, der var så små og flade at de kunne være inde i førehuset på en MR sæt. Desuden havde de egenskaben at have varm hvide dioder der også kunne skifte til rødt lys. Jeg havde forinden dette afprøvet forskellige 3 millimeter dioder, men de var alt for klodsede og kunne heller ikke skifte farve.

Nu er jeg så gået igang med at sætte dioder sammen, så de passer ind i førehuset. Der skal selvfølgelig nogle justeringer til, men essensen er der og lyset virker.

Historie
Lystrup station blev først i 1979 betjent af DSBs nyindkøbte MR sæt, da Grenåbanen officelt overgik fra sidebane til nærbane. Det førte også til at stationerne blev ubetjente og at signaler osv. var fjernbetjente. En ny æra var begyndt.

I 1970'erne afprøvede DSB flere forskellige typer materiel på sidebanerne heriblandt et par af de tyske prototypetogsæt VT628.
Valget faldt på en dansk udgave af VT628, hvor førerummet blev ændret en smule og der kom en bedre aptering. Desuden blev toget gennemført med DSBs designbemaling, som det ses herunder.

Kørsel
Jeg skal naturligvis også have mulighed for at køre epoke IV, så derfor har jeg indkøbt disse noget aldrende Lima togsæt. Motorene er ikke for gode og strømoptagende er også dårlige, men vognene er rimeligt pæne.



Jeg har brugt nogle tyndere ledninger, end dem jeg ellers kunne finde rundt omkring. Det er meningen at ledningerne skal skjules under taget, så de ikke kan ses udefra. Man kan også bruge ultra fin kobbertråd der er lakeret, hvilket jeg også har gjort i på motorvognen.


Herunder har jeg samlet dioderne til test, før jeg limer dioderne fast til glasset. Dioderne er meget små og er ikke særligt nemme at håndtere. se den lille diode på denne hjemmeside. www.niceled.dk

Jeg afprøver om dioderne lyser korrekt før jeg montere overdelen igen. Det er vigtigt for mig at toget lyser rødt bagud som det ses herunder.

Hjul
Lima har påmonteret nogle rigtigt højflangede hjul fra fabrikkens side i tidernes morgen, da dette togsæt blev udgivet. Dette stemmer ikke overens med nutidens kvalitet og hjulene har for høj flange til at køre på Tilligs Elite skinner. Her kan højst køre hjul med Nem norm. Derfor er der også lige et projekt med udskiftning af hjul på vognene.




tirsdag den 29. marts 2011

Voerladegård Træf











Så er jeg hjemvendt fra et veloverstået træf i Voerladegaard forsamlingshus. Træffet varede fra fredag til søndag. Der var lavet en fin køreplan for sommeren 1961 på en typisk DSB sidebane med tilslutning til privatbane. Herunder har jeg 2 videoer fra træffet. Den ene er min egen station - Lystrup. og Den anden viser en strækning på privatbanen.






søndag den 13. marts 2011

Signaler

På Lystrup Station var der indtil K1980 kun indkørselssignaler. Derfor skal jeg også kun have indkørselssignaler på stationen. Det var af den gode gamle armsignaler der er tale om. Jeg har lavet en lille test for at kontrollere at de virker efter hensigten. Se videoen herunder.




Signalet er en omdannet signal fra Viessmann. Det er OKT der har stået for importen af disse og de er virkelig flotte og veludførte. Viessmann signalet virker rigtigt godt og har en indbygget
slow-motion motor.

fredag den 4. marts 2011

Implementering af kontrolpult

Efter mange anstrengelser og lodninger, har jeg fået samlet min nye styreboks til stationen. Den er i en version 1, hvor sporskifterne kan skiftes og den viser togvejen med dioder. Det er faktisk meget tilfredsstillende at se den i funktion og afprøve den.



Herunder er jeg igang med de sidste tilrettelser, før jeg kan samle pulten. Lidt af et virvar, når man tænker på længden af ledningerne, men dem må jeg korte af i en nyere version af min styrepult.


mandag den 28. februar 2011

Lille film fra anlægget.

Jeg har optaget en lille film fra min prøveopstilling. Pga. lyset i rummet og udefra, blev jeg nødt til at stå på den modsatte side af min kontrolpult.
Herunder lufter jeg en D-maskine med lidt godsvogne, heriblandt "Stjernen".


MT 157 rangerer med nogle godsvogne på Lystrup Station.


fredag den 25. februar 2011

Kontrolpult opstart og læring.

Efter en tid med lidt for meget arbejde, er jeg igen klar med lidt nyt om banen. Jeg har fået set forskellige artikler igennem, som jeg har fået fra bla. Mads B i Fremo Østjylland. Det er et kapitel fra Ib Nielsen – DSB Relæsikringsanlæg 1959-1961. Iøvrigt et meget inspirerende materiale som jeg har fundet på denne hjemmeside. Det har været lidt af et tegnearbejde at få det hele til at passe og det er da også kun første udkast, men det skal nok komme i mål. Når jeg implementerer I-signalerne, skal jeg samtidigt have afstemt nogle afhængigheder når sporvejen brydes til spor 1 og 2. F.eks. når man åbner sporskiftet til spor 3, skal signalet falde i begge ender på rød, så der ikke kommer trafik ind på stationen, idet der højst sandsynligt foregår rangering på stationen.






Betjening af Lystrup


Ringene nederst på tegningen skal være omskiftere til sporskifterne og transversalerne på Lystrup Station.
I-signaler
Jeg har tidligere haft et indlæg hvor jeg har beskrevet sikringsanlægget med ud og indkørselssignaler. Efter en grundig research har jeg fravalgt at have udkørselssignaler på Lystrup Station, idet dette først blev indført i 1980. Derfor skal jeg selv styre tog afgangene med  spejlægget. Dette vil jeg beskrive i et senere indlæg.
Nedenfor har jeg indsat et foto fra det kapitel i Ib Nielsens Sikringsanlæg, hvor man kan se hvordan en mindre landstation blev betjent i 1950.